Studerende kan søge økonomisk støtte til praktikforløb i Danmark

Fremover vil Danske Tandplejeres studenterlegater bakke op om tandplejerstuderendes praktikforløb i Danmark. Det er ud fra et ønske om at give de studerende lyst og mulighed for at besøge arbejdspladser uden for storbyerne eller et stykke fra deres bopæl, men altså inden for landets grænser. Det besluttede Danske Tandplejeres hovedbestyrelse på sit møde i april. 

Sådan søger du støtte til praktikforløb

"Der er hårdt brug for tandplejere rundt om på de danske tandklinikker, og det mærkes især ude omkring i de mindre byer. Derfor håber vi, at vi kan være med til at bygge bro mellem de tandplejerstuderende og arbejdspladser rundt om i landet," udtaler næstformand Alice Kristensen, der sammen med tandplejer John Bach udgør legatudvalget.

Også John Bach synes, at det giver rigtig god mening at bakke op om de tandplejerstuderendes praktik i Danmark.

"Praktikforløbet er værdifuldt i forhold til at geare de studerende til hverdagen på tandklinikken og det danske arbejdsmarked, der er den virkelighed, der venter dem lige om hjørnet. En god praktik kan give de tandplejerstuderende en tryg og nemmere start på arbejdslivet og et nyttigt netværk. Og så vil vi også gerne være medvirkende til, at man måske opdager, at “Lykkevej” findes mange steder i landet, og at der er mange gode arbejdspladser og oplevelser uden for storbyerne," påpeger John Bach.

Men hvad nu med de tandplejerstuderende, der ønsker at bruge deres praktikforløb på ophold i udlandet?

"Det er al ære og respekt værd, at man ønsker at rejse ud med sit fag og gøre en forskel i andre lande, og det bakker Danske Tandplejere op om med økonomisk støtte til tandplejere, der tager på dentalmission med Tandsundhed Uden Grænser. I forhold til praktikforløbet er det Hovedbestyrelsens vurdering, at det giver rigtig god mening, at de tandplejerstuderende vender blikket mod de danske tandklinikker, og det vil vi gerne understøtte med legaterne," siger Alice Kristensen.

Hvad kan der søges penge til?
Der kan søges om økonomisk støtte på op til 2.500 kroner til f.eks. transport- og boligudgifter forbundet med et praktikforløb længere væk fra egen bopæl. Legatudvalget kan uddele legater for i alt 20.000 kroner pr. år.

Sådan søger du støtte til praktikforløb