Pensionsordning i PFA Pension

Både som privatansat og offentligt ansat tandplejer er du med Danske Tandplejeres overenskomster sikret en fast månedlig indbetaling til din pensionsordning PFA Plus.

På din lønseddel kan du se, hvad din arbejdsgiver indbetaler til din pension samt dit egetbidrag. Er du i tvivl om dine pensionsindbetalinger, og den kode indbetalingerne skal foregå på, for at du får indbetalt den rigtige pensionsprocent og på den rigtige ordning, så kontakt PFA.

Du kan booke et møde ansigt til ansigt eller web-rådgivning ved at kontakte PFA Pension på tlf. 39 17 60 19.

Kig ind i din fremtid med dit pensionstal på Mit PFA

På Mit PFA kan du få et billede af den fremtid, der venter dig som pensionist, men du har samtidig mulighed for at forme fremtiden, så den matcher dine ønsker og drømme.

Dit pensionstal kan du se på Mit PFA. Tallet viser, hvor stor en procentdel af din nuværende indtægt, du kan forvente at leve for, når du bliver pensionist. Har du et pensionstal på 80, vil du ganske enkelt have 80% af din nuværende månedlige nettoløn til rådighed i 20 år fra den dag, du går på pension.

På Mit PFA kan du også trække data fra Pensionsinfo.dk og tilføje andre oplysninger om din økonomi, som kan være med til give dig et godt billede af, hvorvidt din økonomi som pensionist lever op til dine ønsker, eller om du bør disponere anderledes.

SÅDAN GØR DU
1. Log på mitpfa.dk med NemID
2. Klik på "Pensionstallet"
3. Udfyld de oplysninger, som du evt. mangler
4. Overvej om det billede, der viser sig, lever op til dine forventninger, eller om du har brug for en rådgivningssamtale med PFA.

"MedlemsPlus" til privatpraktiserende tandplejere

Danske Tandplejere har indgået en aftale med PFA Pension om "MedlemsPlus", som er et frivilligt medlemstilbud til privatpraktiserende og andre tandplejere, der uanset årsag ikke er omfattet af en overenskomst. Ordningen er en kombination af pensionsopsparing i PFA Plus og en forsikringsordning bestående af tre forsikringer:

  • en månedlig udbetaling ved mistet erhvervsevne pga. sygdom
  • en engangsudbetaling ved kritisk sygdom
  • en udbetaling til de efterladte, hvis man dør, inden man går på pension

Man kan tilpasse dækningerne, så de passer til ens behov, og der er mulighed for at tilkøbe ekstra forsikringer – også til ens børn. 

Man bestemmer selv, hvor meget man vil indbetale til pensionsaftalen – dog mindst 2.000 kroner om måneden. Pengene går til både pensionsopsparingen og de valgte forsikringer. Man kan også vælge kun at spare op til pensionen, hvis man ikke ønsker at have forsikringerne med. Så kan man komme i gang fra 1.000 kroner om måneden. Indbetalingerne kan trækkes fra i skat.

Kontakt PFA Pension på tlf. 70 12 50 00,  hvis du er interesseret i at indgå aftale om "MedlemsPlus".