Velkommen til TR-siderne

For dig der er tillidsrepræsentant - eller overvejer at blive det

På TR-siderne finder du forskellige guides om tillidsrepræsentantens (TR) rolle og opgaver. Siden er også til dig, som er ny tillidsrepræsentant eller overvejer at stille op.

Der er blandt andet guides om TR-valg, hvad Danske Tandplejere kan tilbyde af kompetenceudvikling og meget mere relevant indhold til dig som tillidsrepræsentant.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os, og hvis du er tillidsrepræsentant , vil vi opfordre dig til at blive medlem af vores facebookgruppe for tillidsrepræsentanter og -suppleanter.

Vælg en tillidsrepræsentant og stå stærkere over for jeres arbejdsgiver

Med en tillidsrepræsentant står du og dine kolleger stærkt over for jeres arbejdsgiver. Din tillidsrepræsentant har nemlig ret til at få indflydelse på stort set alle forhold på arbejdspladsen.

Det gælder ikke kun arbejdstid og vilkår. Det gælder også det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Og det gælder særligt, når der skal forhandles løn. Din tillidsrepræsentant er både talerør og bindeled mellem dig, dine kolleger og Danske Tandplejere. Din tillidsrepræsentant gennemgår et grundigt uddannelsesforløb, så han/hun er klædt på til opgaven.

Hvis du er tillidsrepræsentant, er du en spydspids – du gør en forskel for dig selv og dine kolleger og for professionen. Hvis du har mod på at blive tillidsrepræsentant, så garanterer vi dig, at du vil blive udfordret og blive klogere. Det vil ikke kun have stor betydning for dig personligt, men også fagligt og karrieremæssigt. Hvis der ikke allerede er en tillidsrepræsentant på din arbejdsplads, vil vi opfordre til, at I vælger en. I kan vælge en tillidsrepræsentant, hvis I er 5 tandplejere i kommunen. Som tillidsrepræsentant vil du altid kunne få råd og vejledning af Danske Tandplejeres jurister.