IOOS har sat Diplomuddannelsen i oral helse på pause i 2022

Danske Tandplejere har modtaget en meddelelse fra IOOS om, at Diplomuddannelsen i Oral Helse sættes på pause i 2022. Det er en utilfredsstillende udvikling, hvilket Danske Tandplejere allerede har gjort klart over for IOOS. Danske Tandplejere har samtidig lagt op til, at der straks afsøges løsningsforslag i fællesskab, så vi sammen kan sikre, at uddannelsen kommer godt videre efter 2022.

Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet (IOOS) orienterede i oktober Danske Tandplejere om, at skolen havde besluttet at sætte Diplomuddannelsen på pause i 2022. Formand Elisabeth Gregersen svar var, at Danske Tandplejer ikke finder en pause i diplomuddannelsen hensigtsmæssig eller acceptabel.

Diplomuddannelsen i oral helse er kompetencegivende ifølge ETCS-systemet og har eksisteret siden 2007. Siden da har over 400 tandplejere taget et eller flere moduler – og flere har taget hele uddannelsen. IOOS angiver faldende ansøgertal som årsag til beslutningen om at sætte uddannelsen på pause. Pausen skal bruges til at undersøge tandplejernes og klinikkernes fremtidige behov for kompetenceudvikling, så der kan sikres et så relevant og aktuelt tilbud som muligt.

Der skal findes en løsning!

Danske Tandplejere, som i sin tid tog initiativ til oprettelsen af diplomuddannelsen, har altid været åbne over for at indgå i arbejdet med at forme og udvikle uddannelsen. Hvis udvikling og koordinering af uddannelsen var foregået løbende, havde det sandsynligvis ikke været nødvendigt med denne afbrydelse.
 
"Jeg vil se frem til, at vi sammen finder en løsning, så vi kan sikre, at tandplejerne også fremover har adgang til målrettet og kompetencegivende videreuddannelse inden for faget. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at jeg mener, at det ville have været mere optimalt, at vi på et tidligere tidspunkt og proaktivt havde haft mulighed for at bidrage til forme og udvikle uddannelsen og modulerne," udtaler formand Elisabeth Gregersen.

Hvis du er i gang med Diplomuddannelsen 

Hvis du er i gang med Diplomuuddannelsen i oral helse  og gerne vil have vejledning i forhold til at gennemføre inden  for tidsfristen på 6 år, kan du kontakte Helle Hornhaver på hornhaver@dent.au.dk eller 28 99 22 79. 

Se også health.au.dk/oralhelse

Relevant kompetencegivende uddannelse i 2022

Diplomuddannelsen i oral helse er i 2022 sat på pause, men der er andre gode muligheder for tandplejerne for kompetencegivende uddannelse i 2022. Der er f.eks. moduler på den sundhedsfaglige diplomuddannelse, der ruster dig til at varetage specialiserede funktioner og komplekse opgaver på sundhedsområdet. Der er også mulighed for at tage diplommoduler inden for ledelse. Flere tandplejere er allerede i gang med disse uddannelser, som du kan søge økonomisk støtte til fra Danske Tandplejeres uddannelsesfond. Uddannelserne foregår flere steder i landet på professionshøjskolerne.

Tandplejernes uddannelsesfond i 2022

To gange om året kan du søge penge fra Tandplejernes Uddannelsesfond til din videreuddannelse. Der er 100.000 kroner til rådighed årligt. 

Læs mere