Tandplejere skal anmelde arbejdsskader!

Danske Tandplejere opfordrer til, at tandplejerne sørger for at anmelde arbejdsrelaterede lidelser.

En arbejdsskade dækker over hhv. arbejdsulykker og erhvervssygdomme. En ulykke er en fysisk eller psykisk skade, som opstår efter en hændelse eller en påvirkning, der er sket pludseligt eller inden for 5 dage, f.eks. ved et fald. En erhvervssygdom er en sygdom, der skyldes arbejdet eller arbejdsforholdene. Sygdommen kan komme af påvirkninger gennem kortere eller længere tid. Sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis det kan dokumenteres, at sygdommen skyldes dit arbejde. 

Ved erhvervssygdomme gælder det, at sygdommen skal stå på "Fortegnelsen over Erhvervssygdomme", dvs. at sammenhængen mellem påvirkningerne og sygdommen er kendt i den medicinske forskning. P.t. er der ikke forskning i Danmark, der kan dokumentere arbejdsrelaterede erhvervssygdomme i tandplejerfaget (eller for tandlæger). Det betyder, at tandplejere ikke umiddelbart har adgang til at få anerkendt erhvervssygdomme.

I Danske Tandplejere opfordrer vi til, at tandplejerne under alle omstændigheder anmelder arbejdsrelaterede lidelser. Tandplejerne skal anmelde deres lidelser, fordi deres anmeldelse bliver registreret og dermed indgår i statistikken over anmeldelser. Det kan forhåbentlig afstedkomme mere forskning på området. Anmeldelse af arbejdsskader og erhvervssygdom skal ske til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Læs mere på www.aes.dk